torsdag 20 november 2014

Hells Angels’ tidligere hovedkvarter i Aarhus er i færd med at blive jævnet med jorden.

Hells Angels’ tidligere hovedkvarter i Aarhus er i færd med at blive jævnet med jorden. Vi har besøgt den skrællede ruin på Bryggervej, der stadig bærer præg af rockerklubbens tilstedeværelse.

Efter 13 år med klubhus på Bryggervej i Risskov, er rockergruppen Hells Angels blevet husvilde.
I 2001 flyttede den lokale HA-afdeling fra en base på Fuglesangs Allé og ind i den store rødstensvilla på Bryggervej, der indtil 1. oktober i år har været hjemsted for Hells Angels i Aarhus.
Men nu er det slut. Rockernes habengut er blevet pakket i flyttekasser, og gravemaskinerne er netop nu i gang med at udslette alle spor efter klubben i Risskov. Se flere billeder i galleriet herunder:

Klubhuset har måttet lade livet som et led i en større ombygning af det gamle industriområde ved Bryggervej, der skal blomstre op som en helt ny bydel ved navn Risskov Brynet med 1.500-1.800 boliger.
Aarhus Kommune ejer knap halvdelen af det 129.000 kvadratmeter store område. Resten tilhører ejendomsselskabet Domis. Rockerborgen var længe været en sten i skoen for byggeplanerne i området, og i juni måned tog byrådet de indledende skridt til at smide rockergruppen på porten med magt.

Det lykkedes dog Hells Angels at undgå at blive eksproprieret ud af lokalerne, da klubben til sidst valgte at sælge grunden til netop Domis.

Selvom de færreste ønsker en rockerborg som nabo, og politiet gennem årene har været flittige gæster på Bryggervej - senest for at standse en ulovlig afbrænding af inventar og affald i forbindelse med udflytningen - hævder Hells Angels selv, at naboerne er kede af, at rockerne flytter.

»En lille god nyhed midt i flytterodet. [...] Imens vi er ved at flyttet et par containere fra adressen, kommer naboerne rendende. [...] De var meget kede af, vi flyttede, og ønskede os al held og lykke i fremtiden! Tak til ærlige naboer«, skriver Hells Angels Aarhus på sin Facebookside.
http://www.bt.dk/danmark/se-billederne-nedrivning-af-rockerborg-i-aarhus-i-fuld-gang

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar