torsdag 10 november 2016

Rocker får nedsat livstidsstraf for drab

Østre Landsret har i dag nedsat straf, så en 21-årig bandidos-rocker nu får 14 i stedet for livstid

22-årige Edin Fakic blev dræbt idecember 2013, hvor han lå og sov.

En 21-årig mand får nedsat sin straf fra fængsel på livstid til fængsel i 14 år for et drab på en 22-årig mand.
Drabet blev begået 9. december 2013 i forbindelse med en konflikt i rockermiljøet.
Landsretten mener i modsætning til byretten ikke, at drabet blev begået i forening med andre i Bandidos. I hvert fald er det ikke bevist.
Desuden har Østre Landsret ifølge senioranklager Emil Folker lagt vægt på den nu dømtes lave alder. Han var kun 19 år, da drabet blev begået.

I december sidste år idømte Retten i Næstved den 21-årige Martin David Larsen fængsel på livstid, blandt andet på grund af drabets forbindelse til en verserende konflikt mellem Bandidos og Westside Nation.
Nogle grove konflikthændelser, som fandt sted op til drabet, gjorde, at straffen kunne skærpes, mente byretten.
Men det mente landsretten ikke:
- Jeg ville helst have, at han var blevet frifundet. Men der er jo også enorm forskel på at blive idømt livstid og 14 års fængsel, siger den dømtes advokat, Michael Juul Eriksen.
Det var den 22-årige Edin Fakic, der blev skudt og dræbt med et enkelt skud fra en maskinpistol for snart tre år siden.

Samme nat blev våbnet fundet i en afbrændt bil i Kårup Skov på Vestsjælland.
Politiet indsamlede skoaftryk ved bilen, og de aftryk viste sig senere at være identiske med sålerne på et par sko, der blev fundet hjemme hos Martin David Larsen.
Derudover har man på en optagelse kunnet høre den dømte fortælle sin kæreste, at han har skudt en person, og at han har modtaget et 'Expect no mercy'-mærke af Bandidos, fordi han havde udgydt blod for klubben.

Senioranklager Emil Folker er tilfreds med afgørelsen i landsretten, selv om straffen er blevet nedsat.
- Det er en planlagt likvidering, hvor gerningsmanden har gjort sig umage for at slette sine spor. Alligevel lykkedes det at finde frem til ham ved hjælp af en grundig og vedholdende efterforskning, siger han.
Ifølge anklageren fandt både byret og landsret det bevist, at det i virkeligheden var Martin David Larsens hensigt at dræbe Edin Fakics bror Nermin Fakic, som havde tilknytning til Westside Nation.
http://ekstrabladet.dk/112/rocker-faar-nedsat-livstidsstraf-for-drab/6396239

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar