söndag 25 februari 2018

HA-rockeren 'Fehår' tiltalt i stor hash-sag: Risikerer livstid igen

Jørgen 'Fehår' Rinke under en samtale med Ekstra Bladet i 2014. Nu kræves han dømt i en hashsag og risikerer genindsættelse på livstid.
Hells Angels-rockeren Jørgen Rinke, kendt som 'Fehår', risikerer at skulle fortsætte med at afsone sin dom på livsvarigt fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i en stor hash-sag, der starter ved Københavns Byret den 1. marts.

Jørgen Fehår blev prøveløsladt i juni 2013, efter at han havde afsonet 17 år af livstids-dommen for drabet på Bandidos-rockeren Uffe Larsen i Københavns Lufthavn i Kastrup den 10. marts 1996 - et drab, der startede den blodige nordiske rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos.

Han nåede at være på fri fod i knapt fire år, før han blev anholdt den 5. april 2017 og sigtet for omfattende hashhandel.

Politiet mener, at hash-kriminaliteten er så grov, at Jørgen Fehår har overtrådt vilkårene for prøveløsladelsen, og derfor skal han genindsættes på livstid.

Mindst 364 kiloPolitiet har netop offentliggjort anklageskriftet mod Jørgen Fehår, og det fremgår, at han er tiltalt som bagmand i en' professionel og hierarkisk opbygget organisation og som led i den organiserede hashhandel på Christiania som bagmand at have deltaget i og medvirket til et dagligt salg af ikke under to kilo cannabisholdige produkter'.

Der er tale om blandt andet hash, skunk, pot og joints.

Samlet er Jørgen Fehår tiltalt for salg af ikke under 364 kilo hashprodukter.
Jørgen Fehår nægter sig skyldig.

Anklageskriftet siger, at han som fuldgyldigt medlem af Hells Angels fungerede som overordnet leder af organisationen i hvilken egenskab han havde det overordnede ansvar for hashboderne og løbende modtog del af fortjenesten fra salget i form af bundtede pengesedler.

Senioranklager Rasmus von Stamm bekræfter overfor Ekstra Bladet, at han vil påstå Jørgen Rinke genindsat til afsoningen af dommen på livstid.

- Jeg skal ikke procedere sagen i pressen, men vores påstand er, at selv om der ikke er tale om ligeartet kriminalitet, som han er dømt for, så er der tale om professionel og organiseret kriminalitet begået af et medlem af Hells Angels, siger senioranklageren.

Foruden Jørgen Fehår er syv andre mænd tiltalt i hash-komplekset. Blandt dem er endnu en fuldgyldig Hells Angels-rocker på 54 år, som er tiltalt for samme kvantum hash-produkter som Jørgen Fehår.

Jørgen Fehårs forsvarer, advokat Peter Secher, siger, at det er 'gruopvækkende', hvis noget så banalt som hash-handel kan føre til, at hans klient genindsættes på livstid.

Hvis Jørgen 'Fehår' Rinke kendes skyldig i hash-sagen, så skal han have en almindelig tidsbestemt fængselsstraf. Advokaten finder, at anklagemyndigheden skyder langt over målet ved at påstå fængsel på livstid for 364 kilo hash.

- Jørgen nægter sig skyldig i den rejste tiltale, siger advokat Peter Secher.

Advokaten finder også, at politiet har en dybt usympatisk pressestrategi ved at offentliggøre tiltalen mod Jørgen Fehår kun en uge før retssagen starter, når anklageskriftet er skrevet den 28. november sidste år.

- Jørgen har fået anklageskriftet forkyndt i fængslet for flere måneder siden. Politiet spekulerer i en væg-til-væg dækning i pressen også af Jørgens fortid, fordi man går efter at få ham genindsat på livstid, siger Peter Secher.

Der er afsat cirka 20 retsdage til hash-sagen.
https://ekstrabladet.dk/112/ha-rockeren-fehaar-tiltalt-i-stor-hash-sag-risikerer-livstid-igen/7051679

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar