Udvider med afdelinger i både Nordsjælland og i Vestjylland
Rygmærkeklubben Gremium åbner to nye afdelinger. Det skriver klubben på Facebook.Over for Ekstra Bladet bekræfter en talsmand, at klubben åbner de to såkaldte prospect-chapters.
Af Facebook-opdateringen fremgår det ikke direkte, hvor disse to afdelinger skal have hjemme, men et billede viser to navne-buer med teksterne West Coast og Helsinge.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan klubben har planer om en afdeling i vesterhavsbyen Esbjerg. Det er øjensynligt her, West Coast-afdelingen får hjemme. Til gengæld har det ikke tidligere været fremme, at klubben også agtede at åbne i Helsinge.
Både i Esbjerg og i Helsinge er der hovedsageligt tale om lokale figurer med tilknytning til bandemiljøet, der kommer til at udgøre folkene i de to afdelinger, erfarer Ekstra Bladet.
Hos Nordsjællands politi har man følgende udmelding:
- Vi har ingen kommentarer. Men generelt kan jeg tilføje, at vi selvfølgelig følger den aktuelle situation, siger Morten K. Pedersen, liniechef for efterforskningen, Nordsjællands Politi.
I november i fjor fortalte en talsmand for Gremium, hvordan en længerevarende konflikt med figurer fra klubben Black Jackets var slut.
Det var ellers sidste forår, at konflikten mellem de to klubber for alvor eskalerede. Og den kulminerede med skyderi, hvor en ung mand blev dræbt en sen aften på Peter Bangs Vej, Frederiksberg, 16. juni i år.
Intern stridOprindeligt var der her tale om en intern strid mellem en mindre gruppe toneangivende folk i bandemiljøet på Nørrebro. Siden voksede konflikten sig til en regulær bandekonflikt, fordi der i det spil blev inddraget yderligere personer - især store drenge og unge mænd - i det samlede billede.
Sidst på vinteren i fjor begyndte bandefigurerne, der nu var blevet del af Black Jackets, atter at røre på sig. Flere skyderier fulgte, hvor de fleste, i følge oplysninger til Ekstra Bladet, kan knyttes til Black Jackets-siden.
I forbindelse med konflikten er også uskyldige blevet mål for skud. Det skete en søndag aften i april, hvor et ældre ægtepar i Rødovre sad og hyggede sig foran fjernsynet, da der pludseligt blev skudt ind gennem ruden til deres stue.
Her blev den 61-årige mandlige beboer ramt.
Den sag er fortsat uopklaret, men kilder med indsigt i miljøet fortæller til Ekstra Bladet, at en kvinde, der var eller er kæreste med et af bandens fjendebilleder, tidligere havde boet i nabolaget.
Og det var denne mand, gerningsmændene angiveligt var ude efter den pågældende aften.
Men gadebandens pistolmænd havde åbenbart ikke fattet, at kvinden slet ikke havde boet i huset, de skød efter - ligesom kvinden og kæresten for længst var fraflyttet kvarteret.
Røvede narkopushereOgså Gremium-folkene var aktive i konflikten.
I perioden forud for skyderiet på Peter Bangs Vej havde Gremium-folk angiveligt sat en fælde for narkohandlere med tilknytning til Black Jackets. Det fortæller kilder med indsigt i miljøet til Ekstra Bladet.
En sen aften var narkohandlerne blevet lokket ud til et sted på Østerbro under påskud af, at der ventede kokain-hungrende kunder der.
I stedet blev de to narkohandlere mødt af Gremium-fjender, der stjal deres bil, narko, tøj samt ikke mindst narkohandleres vigtigste værktøj - den mobiltelefon, som kunderne ringer til, når de gerne vil have pusherbesøg.
Episoden blev filmet, og den er siden spredt i bandemiljøet.
Også Ekstra Bladet har set en stump af filmen, der løber tre-fire sekunder. Den viser to unge, der står nøgne i nedgangen til en kælder - angiveligt et sted på Østerbro.
De to unge, der har indvandrerbaggrund, forsøger at vende ryggen til og dækker for deres kønsdele. Det er mørkt. Derfor er optagelsen ikke den bedste kvalitet, og det er ikke muligt at se de to personers ansigter.
De nøgne hånes og beskyldes for at være medlemmer af grupperingen Black Jackets' støttegruppe, Kill Them All - KTA.
Episoden var en voldsom ydmygelse, der skulle hævnes.
I følge oplysninger til Ekstra Bladet spiller den episode en afgørende rolle for, at en gruppe Black Jackets-folk 16. juni blev 'sendt i byen' for at skyde Gremium-folkene.
Først opsøgte de en af Gremium-folkenes bopæle, hvor de dog ikke fandt rockeren hjemme.
Dernæst drog Black Jackets-folkene videre til Frederiksberg for at skyde en anden Gremium-mand, som de vidste boede der hos sin kæreste.
Vildt skyderi på FrederiksbergDa den pågældende 28-årige rocker ankom til Peter Bangs Vej, var han i selskab med en anden Gremium-mand.
Med en stor bil forsøgte Black Jackets-folkene at afskære Gremium-folkenes bil ved at køre ind foran bilen, som Gremium-folkene var kørende i. Det kom til skyderi, og her blev Black Jackets-manden, 23-årige Omid Mawlod, dræbt.
I minutterne efter det indledende skyderi fulgte yderligere ballade, hvor deltagerne i det efterfølgende kaos både forsøgte at flygte fra stedet, mens andre forsøgte at påkøre fjender.
Allerede samme aften anholdt politiet de to første - her var der tale om en 23-årig Gremium-mand samt en 16-årig dreng, der sættes i forbindelse med Black Jackets.
Efter denne meget voldsomme episode døde konflikten ud. Efterfølgende er grupperingen Black Jackets mere eller mindre gået i opløsning. På Nørrebro er den i hvert fald ikke mere til stede.
http://ekstrabladet.dk/112/rygmaerkeklub-aabner-to-nye-afdelinger/6517728
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar