torsdag 19 november 2020

“out” Bad standing: Jønke fortid i HA

Drabsmanden Jørn Jønke Nielsen er blevet smidt ud af rockerklubben Hells Angels efter fire årtier.

Jørn Jønke Nielsen er fortid i Hells Angels og forlader klubben i det, der i rockermiljøet hedder 'out' - der tidligere var kendt som bad standing.

Gennem de forgangne uger har Ekstra Bladet afsløret, at den mangeårige HA-veteran var suspenderet af den klub, han selv var med til at grundlægge i Danmark.

Nu bekræfter hovedpersonen historien på Facebook, hvor det lyder:

'Kære familie, venner og bekendte, efter knap fyrre år med klubben er det slut. Jeg er netop blevet fortalt, at jeg er smidt ud. Jeg er naturligvis ikke enig i beslutningen, baggrunden for den og måden den blev truffet på. Den står dog ikke til at ændre.

Strength and Honor

Jørn Jønke Nielsen'

Med Jønkes exit er der nu kun tre af de oprindelige medlemmer tilbage, som har lov at bære mærket ’Viking’ på vesten. Det drejer sig om Bent ’Blondie’ Svane Nielsen, ’Smukke’ Jens Peter Kristensen og Jesper ’Hamster’ Grue.

Når en rocker bliver smidt ud i ’out’, betyder det, at medlemmet har et udestående med klubben. Det medfører, at den nyslåede eks-rocker bliver tildelt en kontaktperson i klubben og ikke må have kontakt med andre medlemmer.

Ved henvendelse fra kontaktpersonen skal eks-medlemmet stå til rådighed året rundt, i tilfælde af at klubben ønsker noget fra vedkommende. Desuden skal eks-medlemmet fjerne alle tatoveringer, der har med klubben at gøre.

Jørn Jønke Nielsen kan i værste fald se frem til en hverdag, hvor han skal kigge sig over skulderen. Man har tidligere set, at eks-medlemmer bliver korporligt afstraffet af sine tidligere rocker-brødre – ligesom man er i risiko for at blive jaget vildt af tidligere fjender i det kriminelle miljø, når man pludselig står på egne ben.

Af den grund er det ikke unormalt, at eks-rockere tilslutter sig nye klubber eller grupperinger, når de falder i unåde.

https://ekstrabladet.dk/112/bad-standing-joenke-fortid-i-ha/8370858

 

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar