onsdag 5 maj 2010

Rigsadvokat: Jønke »trækker et spor af grov og meningsløs vold efter sig«

Rigsadvokaten kræver Hells Angels-talsmanden idømt flere års fængsel.

Det var alle gode gange tre, da Højesteret onsdag slog dørene op for HA-talsmand Jørn Jønke Nielsen og hans bodyguard fra AK81, der er anklaget i forbindelse med et slagsmål på Nørrebro i julen 2007.
To gange tidligere i by- og landsret er rockerduoen blevet frifundet for slagsmålet, der startede, da en 22-årig mand angreb dem med en kniv på Ægirsgade. Begge retsinstanser mente, at rockerne handlede i nødværge.

Jønke blev stukket tre gange, før han fik vristet kniven fra overfaldsmanden og tildelte ham tre knivstik. Herefter slog og sparkede Jønke og AK81'eren kortvarigt overfaldsmanden.
Og netop de slag og spark, der faldt efter, den 22-årige angriber var 'pacificeret', er omdrejningspunktet i Højesteret.

Ingen fribillet til vold

Ifølge rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen kan Jønkes knivstik nemlig godt forstås som nødværge, men det kan de spark og slag, der faldt efterfølgende ikke.

»Det, at man bliver overfaldet, er ikke en fribillet til grov og hensynsløs afstraffelse«, sagde Jørgen Steen Sørensen foran de fem højesteretsdommere.
Rigsadvokaten kræver Jønke og makkeren idømt »flere års ubetinget fængsel«, og sagde bl.a. i retten om HA-veteranen:

»Han trækker et spor af grov og meningsløs vold efter sig, og det har han gjort i 30 år, siden han som 18-årig første gang blev dømt for grov vold. Det er afstumpede miljøer med forkvaklede begreber om ære og selvtægt. Det er sådanne miljøer, som retssystemet skal slå hårdt ned på«.

Jønkes forsvarer, Michael Juul Eriksen, kræver frifindelse og kalder det »pinligt«, at politiet »går efter manden« ved at blive ved med at kræve hans prominente klient dømt.

Jønke sad varetægtsfængslet i 10 måneder, før han blev løsladt i efteråret 2008. Han kræver ca. 1,5 millioner kroner i erstatning, hvis han bliver frifundet igen.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Højesteret afsiger sin dom i sagen 
http://politiken.dk/indland/article964206.ece

 

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar